|
|
Netværket Børns Livskundskab 2011 er allerede godt i gang, og det er vi også i Børns Livskundskab. Efter et 2010 hvor vi har ligget i dvale, hvad rundsending af nyheder angår, er vi nu klar igen, og starter samtidig ”Netværket Børns Livskundskab”. Netværket er samlingssted for mennesker med interesse i foreningens arbejde og pædagogiske koncept med mulighed for at etablere kontakt, udveksle erfaringer og måske endda begynde at samarbejde. Som medlem af netværket kan du se film, artikler og vejledninger til de praktiske øvelser. Allerede nu kan du se en film om, hvordan lærer Henriette Due skaber ro og nærvær i tredje klasse på Nr. Snede skole. Se også filmen fra hvalsø skole, hvor 5. klasse og Birgit Olsson arbejder med kropsøvelser. Filmene er produceret af Marianne Rasmussen fra Filmkompagniet og de første af flere gratis film, som bliver offentliggjort løbende på netværket.
Opret dig på netværket her
Samtidig har journalist Jesper Kjems hjulpet med at få lavet denne nye udgave af nyhedsbrevet, ligesom en ny hjemmeside bliver lanceret til foråret. Så det tegner lyst for os også på denne front!
Undervisning og forskning2010 har været alt andet end stille eller stillestående for os. Vi har fået afviklet den undervisning, som vi skulle stå for i forbindelse med DPU´S (Danmarks pædagogiske universitet) forskningsprojekt ”Nærvær, opmærksomhedstræning og øget læring.” I undervisningen deltog 15 lærere og 3 forskere fra DPU. 4 af lærerne repræsenterede de to skoler, hvor DPU laver undersøgelse på effekten af nærværstræning i to 5. klasser.
Forskningsprojektet skal føre til en PHD afhandling, hvis resultater skal foreligge i 2012, så vi venter spændt! Lærerne deltog i en undersøgelse, forestået af forskerne ph.d. Anne Maj Nielsen og ph.d. Mia Herskind, som har undersøgt, hvordan øvelserne påvirker lærerne i deres trivsel i deres lærerprofession. Resultaterne af denne undersøgelse foreligger i løbet af i år, og er også ventet med spænding, da det er rigtig væsentligt at sætte fokus på lærerne og deres velbefindende, da de jo er de gennemgående kulturbærere i skolen og derfor også dem, der har afgørende betydning for lærings- og udviklingsmiljøet.
Nye bogudgivelserSidst på året udkom Jes Bertelsen med to bøger, der begge har relevans for vores område: ”Et essay om indre frihed” og en lille fint illustreret bog ”En regnbuebog”, der dels er en pegebog for de 1 – 5 årige med et efterord til de små børns forældre og andre voksne venner, samt en tekst om opmærksomhed – for unge og ældre.
”Nærvær i pædagogisk praksis. Mindfulness i skole og daginstitution” red. Af Lone Svinth handler lige præcis om, hvordan øvelserne fra pentagrammet og andre nærværsøvelser kan blive en del af børnenes hverdag i skole og daginstitution. Den rummer også afsnit om interessante forskningsresultater på området, samt afsnit, som er skrevet af to af de lærere, som har deltaget i træningsforløbet i forbindelse med DPU projektet, nemlig Birgitte Prahm og Henriette Due. Jeg har også skrevet et afsnit til bogen om lærerens og pædagogens nærvær. Bogen er lige nu månedens bog i Pædagogisk bogklub, så gør et godt køb!
Læs anmeldelse her
Skolebogmesse i Roskilde
For jer, der skal på skolebogmesse i Roskilde i marts eller i Århus i april, vil det være muligt at få en smagsprøve på øvelserne, da Henriette Due og Birgitte Prahm har en miniworkshop, hvor de guider nogle af øvelserne, som de beskriver i bogen. Workshoppen varer omkring 20 minutter, og bliver gentaget flere gange i løbet af messen, så find den og giv dig selv et pusterum!
Steen Hildebrandts og Michael Stubberups bog ”Bæredygtig ledelse – ledelse med hjertet” skal også nævnes. Den handler bredt om ledelse, men må siges at være superrelevant for alle ledere på børneområdet, idet ledelsens viden og indstilling er altafgørende for, om det kan lade sig gøre at møde børn med den åbne, empatiske og nærværende indstilling, som dette arbejde ligger op til.
Jeg vil også lige nævne Steen Hildebrandts og Per Fibæk Laursens bog ”Når klokken ringer ud. Opgør med industrisamfundets skole.” Den udkom i 2009, og er helt relevant for alle, der interesserer sig for vores skole og vores børns undervisning nu og i fremtiden.
Fra foreningen er vi nu rigtig langt med en lille bog, der indeholder vores tanker og ideer, samt beskrivelser af øvelserne og konkrete anvisninger på, hvordan man som lærer og pædagog kan arbejde med børn ud fra Jes Bertelsens pentagram, som vi ser som en udvidet pædagogisk model, der forsøger at rumme det hele menneske. Det er planen, at den skal udkomme i år.
Vi vender snart tilbage med projekter, som lige nu er i støbeskeen, og som vi vil glæde os til at fortælle om i løbet af foråret.
På bestyrelsens vegne
Helle Jensen
|
|
|
|
|
|